Stefan Demant Nielsen, B67-Assistenttræner, har fået en snak med LigaBold.dk efter de første træninger. Her kan du blandt andet læse om til- og afgange samt kommende træningskampe.
Hvad fokuserer I på i de første træninger efter julepausen?
Vores fokus er at få bygget spillerne stille og roligt op fysisk, med den rette mængde træning, og på samme tid få en masse bold med i træningen.
Hvilken form forventer du, at spillerne er i, og hvorfor?
Jeg har løbende kontakt til spillerne, og jeg ved, at de fleste har holdt formen godt ved lige. Vi har også haft noget frivillig træning hen over vinteren, og i hele januar måned har vi også træning på kunstgræs.
Forventer du, at humøret er i top efter en lang pause, og hvilken effekt tror du, det vil få på jeres træning?
Jeg kan mærke allerede nu på vores frivillige træninger, at drengene ikke kan vente med at komme i gang, så jeg forventer klart, at humøret er i top når vi starter officielt op den 29. januar.
Hvilken tilstand er jeres træningsbane i, og har det noget at sige i forhold til jeres træning?
Vi bruger flere forskellige muligheder, da både kunst- og fodboldfabrikken bliver brugt, så vi får det bedste ud af hver træning, ud fra de baneforhold vi har.